Jeg mener: 
Børn lærer med kroppen og vi voksne skal sørge for at de får mulighed for det.
Jeg oplevede i sommer at en mor, i et forsøg på at passe på sin datter, kom til at stå i vejen for hendes læring og fysiske og psykiske erfaringer.
Pigen var omkring 2 år, glad, energisk og overmodig, som man er når man ikke tror der er begrænsninger, hun udstrålede: ” jeg kan det hele” og ” jeg er god til det”.
Hun hoppede op og ned ad trapper og løb på fliserne, mens hendes forældre sad ved siden af. 
Mor var opmærksom på hendes datter, og kom med formaninger og udråb om at passe på, pigen var alt for ivrig til at høre efter, hun faldt flere gange og slog sig, som man gør, når man er to år og ikke helt har styr på kroppen. 
Til sidst blev det for svært for mor at se på, og hun sagde: ” vil du ikke se hvordan mors mobil fungerer”.
Så stoppede den erfaringsdannelse, forhåbentlig får pigen andre muligheder for at finde ud af, hvordan hun undgår at falde og hvor meget hendes krop kan.
Jeg blev ærgerlig på både pigens og forældrenes vegne, men kan også sagtens huske lejligheder hvor jeg har prøvet at begrænse børns udfoldelse, fordi jeg, med min erfaring, kan forestille mig, hvad der kan gå galt.
Det er en balance at drage omsorg for vores børn og samtidig give dem mulighed for at gøre sig erfaringer, som nogle gange gør ondt. Og når det går galt skal vi være der med trøst, hjælp og guidning, så de forhåbentlig forstår deres krops formåen, lidt bedre.